Kunst

Dansk strygekvartet skal helt til tops

28/10-2015

Den Danske Strygekvartet - eller DSQ - er en velsammentømret gruppe af fire venner, som til trods for deres unge alder lige i starten af trediverne allerede for de tres vedkommende har spillet sammen i 20 år. Den fjerde mand, en nordmand, kom til for syv år siden.

At kvartetten allerede befinder sig i toppen inden for den klassiske musikverden ikke bare herhjemme, men også på verdensplan, understreges af en række internationale anerkendelser i form af både priser, anmeldelser og udnævnelser.

I 2009 vandt de fire venner for eksempel 1. præmie ved den 11. Internationale Strygekvartet Konkurrence i London, og i 2012 blev de hædret med optagelsen i det prestigefyldte Chamber Music Society of Lincoln Center i New York. Herhjemme har de blandt andet fået tildelt Carl Nielsen prisen, som er den største kulturpris i Danmark.

Den sidste mil

Selvom man hører til eliten, kan det imidlertid stadigvæk være en udfordring at nå den ultimative top af verdenseliten, og for at nå dette mål har Den Danske Strygekvartet indgået et samarbejde med Augustinusfonden og Det Obelske Familiefond med det formål at gå den sidste mil mod toppen.

Fondenes rolle er at sikre et solidt økonomisk fundament for kvartetten over en treårig periode i forbindelse med en række konkrete projekter. Den samlede støtte til projektet beløber sig til 5,1 mio. kr., hvoraf Det Obelske Familiefond står for de 2,25 mio. kr. Støtten er givet med afsæt i et konkret treårigt projektudspil fra kvartetten og er således ikke decideret driftstøtte.

International oprustning med dansk forankring

Initiativet har betydet, at alle sejl nu vil blive sat i impementeringen af projektplanen, som falder i to dele, og som har til formål at styrke kvartetten internationalt uden dermed at miste den danske forankring.

For det første skal kvartetten igennem en række projekter af såvel kunstnerisk som forretningsmæssig karakter sikre fremtidig international vækst og udvikling med henblik på at fastholde og videreudvikle positionen i toppen af den internationale musikverden.

For det andet skal den danske forankring, som kunne være i risiko for at fortone sig i en international satsning, fastholdes, og der skal etableres nye platforme og strukturer, som kan optimere kvartettens bidrag til dansk musikliv. Projektplanen løber fra januar 2016 til januar 2019.

Relaterede nyheder

Det har vi støttet

Se flere projekter

Projektet

Find ud af, hvilke aktiviteter der er støtteberettigede. Bliv inspireret af tidligere projekter, der har modtaget støtte.

Ansøgningen

Læs ansøgningskriterier og -retningslinjer grundigt. Opret en profil og indsend din ansøgning online.

Behandling

Vi modtager ansøgner løbende med en forventet behandlingstid på 3-5 måneder. Følg med i behandlingen på ‘Min side’.