Nordjylland

Det Obelske Familiefond samler kontorer

12/04-2019

Det Obelske Familiefond samler kontorer og fokuserer indsatsen.

Det Obelske Familiefond sammenlægger nu sine to hidtidige kontorer i København og Aalborg til et kontor i København. Samtidig fokuseres uddelingerne, der sidste år beløb sig til 200 millioner kroner, inden for tre områder: Mental sundhed, kunst, herunder især samtidskunst og klassisk musik samt Nordjylland.

”Vi har i en længere periode haft syv medarbejdere fordelt på to kontorer, og det er selvsagt ikke optimalt at have så lille en organisation siddende på to adresser. Derfor har ledelse og bestyrelse efter længere tids tilløb nu besluttet at sammenlægge de to kontorer og sætte yderligere fokus på almennyttige formål inden for vores tre hovedområder”, forklarer direktør Michael Bjørn Nellemann.

Det Obelske Familiefond er oprindelig etableret i Aalborg og har stadig dybe rødder i Nordjylland. Med den nye strategi vil Nordjylland kunne se frem til at modtage en større andel af bevillingerne, da Nordjylland nu er ét af bare tre fokuserede områder:

”Der er ingen tvivl om, at Nordjylland rummer et væld af ideer og initiativer. Ja, faktisk er der et enormt potentiale i mange af de ansøgninger, som vi modtager herfra. Derfor faldt det naturligt for bestyrelsen fortsat at lade Nordjylland være et af tre fokusområder i strategien, og vi ser frem til at bevillige midler til endnu flere gode projekter i Aalborg og Nordjylland”, fortsætter han.

Basen i Aalborg vil fortsat være den hvide villa på hjørnet af Badehusvej og Kastetvej, hvor også CW Obel Ejendomme har til huse:

”Musikkens Hus, Kunsten, Utzon-Centret og Skagen Museum er blot nogle af de spændende og attraktive steder, som Nordjylland rummer. De tegner regionen på bedste vis, og det giver mig energi og glæde at arbejde med så dynamiske, arbejdsomme og iderige institutioner”, supplerer bestyrelsesformand Christen Obel.

I 2018 uddelte Det Obelske Familiefond godt 30 mio. kr. til en række projekter i Nordjylland:

”Det er vores klare målsætning at fortsætte samarbejdet med de mange partnere i Nordjylland, og vi ser gerne, at der kommer flere til. Derfor ser jeg frem til at læse endnu flere kompetente ansøgninger, og forhåbentlig vil størstedelen af vores nordjyske projekter i fremtiden befinde sig inden for kunst eller mental sundhed. Der er dog ingen tvivl om, at det berømte nåleøje er større i Nordjylland, end det er i resten af landet”, slutter Michael Bjørn Nellemann.

Relaterede nyheder

Projektet

Find ud af, hvilke aktiviteter der er støtteberettigede. Bliv inspireret af tidligere projekter, der har modtaget støtte.

Ansøgningen

Læs ansøgningskriterier og -retningslinjer grundigt. Opret en profil og indsend din ansøgning online.

Behandling

Vi modtager ansøgninger løbende med en forventet behandlingstid på 3-5 måneder. Følg med i behandlingen på ‘Min side’.