Kunst

Dynamisk og stærk kvinde bag Det Obelske Familiefond

24/08-2015

Asta Obels (1872-1968) mand, tobaksfabrikant Christen Winther, døde pludseligt i 1921. Og Asta blev eneejer af C.W. Obel. Deres to ældste sønner indtrådte i firmaets ledelse ved faderens død, men Asta blev ved at have stor indflydelse. Hun blev formand for bestyrelsen, da virksomheden i 1937 blev omdannet til et familieaktieselskab.

Asta Obel beskrives som kraftfuld og med en harmonisk karakter, bestemt, men med humor og samtidig med en årvågen opmærksomhed på virksomheden. Hun indgød respekt.

Havde tidligt myndighed

Asta Obel (født Asta Halle) voksede op i Strømsø ved Drammen i Norge. Hun var datter af inspektør i ”Brandforsikringsselskabet Norge”, Carl Wilhelm Frode Halle, som oprindelig var fra Danmark. Asta var eneste datter med fire store brødre. Da hun var 17 år, mødte hun den 10 år ældre tobaksfabrikant Christen Winther Obel fra Aalborg. Hvordan og under hvilke omstændigheder ved vi ikke, men breve mellem Christen Obel og Astas far vidner om et tæt venskab.

Parret blev forlovet, og festsangene fra brylluppet, som er bevaret i både Asta og Christen Obels arkiver, vidner om stormende forelskelse især fra Christens side. Sangene fortæller om, hvordan Christen ikke kunne holde sig væk fra Norge, hvordan han konstant havde tankerne rettet mod nord. De beretter også om, at Asta på trods af sin unge alder allerede på dette tidspunkt var en myndig kvinde: ”Kristen Obel har gjort det saa flot og godt ... uagtet han nu får kam til sin tot”, lyder det i en af sangene.

Christen og Asta blev gift 1891 i Kristiania (Oslo) Domkirke. Selvom brylluppet blev fejret i Norge, var der også fest i Aalborg. Arbejderne på C.W. Obels Tobaksfabrik var selvsamme dag samlet til stor fest i anledning af brylluppet i Håndværkerforeningen. Da parret returnerede til Aalborg efter bryllupsrejsen, fik de en storstilet modtagelse. Indgangsdøren i deres lejlighed var dekoreret med æresport med danske og norske flag, og på gårdspladsen stod samtlige medarbejdere og bød parret velkommen. Modtagelsen vidner om Obelfamiliens patriarkalske ledelsesstil. Man tog sig af medarbejderne, og de blev draget ind i familiens liv.

Aktiv i både familie og virksomhed

Asta fik i alt fem børn, Frederik (1894), Frode (1896), Einar (1899), Jens (1903) og Ingeborg (1906). Barnefødslerne foregik i en vanskelig tid for firmaet og familien. Tobaksfabrikken nedbrændte i 1897. Branden gav Christens far, Frederik, et knæk, og han måtte drage på et langt rekreationsophold i Italien og Frankrig for at komme sig. Brevvekslingerne under rejsen mellem de to generationer er intens og vidner om stor omsorg. Asta, der havde rigeligt at se til med de to sønner og en i vente, støttede sin mand i den svære tid. Og i løbet af 1898 blev Christen den reelle leder af virksomheden.

I 1937, da virksomheden blev et aktiefamilieselskab, valgte Asta Obel at flytte til Hellerup, hvor hun boede resten af sine dage. Men hun holdt tæt kontakt med den daglige ledelse af virksomheden, sønnerne Frederik og Frode Obel, efter flytningen, både når det gjaldt forretnings- og familieforhold. Hun sad desuden som formand for bestyrelsen i Det Obelske Familiefond til højt oppe i alderen.

Asta, i familiekredse kaldt Mama, huskedes i bevarede fødselsdagssange og i omtaler som det levende midtpunkt i familien. Også norske kredse i København samledes hos hende især under krigen.

Kilde: Bente Jensen

Foto: Asta og Christen Obel med de fire sønner  Frederik, Frode, Einar og Jens 1903 (Tønnies Atelier, Aalborg).

Relaterede nyheder

Det har vi støttet

Se flere projekter

Projektet

Find ud af, hvilke aktiviteter der er støtteberettigede. Bliv inspireret af tidligere projekter, der har modtaget støtte.

Ansøgningen

Læs ansøgningskriterier og -retningslinjer grundigt. Opret en profil og indsend din ansøgning online.

Behandling

Vi modtager ansøgner løbende med en forventet behandlingstid på 3-5 måneder. Følg med i behandlingen på ‘Min side’.