Kunst

Skagens Museum er genåbnet

17/02-2016

Skagens Museum står klar til publikum efter to års renovering og udvidelse. Museet genåbnede fredag.

Det var Hendes Majestæt Dronningen, der førte saksen ved genåbningen af Skagens Museum fredag den 12. februar, hvor museet endelig stod helt færdigt og kunne slå dørene op for såvel inviterede gæster som andre besøgende efter at have været under både udvidelse og renovering i to år.

Museet, der blev etableret i 1908 for at samle og bevare værkerne fra den berømte skagensmalerkoloni bestående af blandt andre P. S. Krøyer, Holger Drachmann og parret Anna og Michael Ancher, har været under ombygning og renovering flere gange.

De seneste udvidelser og renoveringer af museet var i henholdsvis 1981 og 1989.


Behov for plads og modernisering

Efter 25 års slid var der imidlertid atter opstået behov for en gennemgribende renovering samtidig med, at pladsen var blevet for trang til de stødt voksende samlinger. Der blev derfor parallelt med renoveringen af den gamle bygning opført en ny fløj tegnet af arkitekterne Friis & Moltke.

Tilbygningen byder på et nyt 300 m2 stort udstillingslokale, kaldet Skifersalen, til skiftende udstillinger.

Samtidig med renoveringen og tilbygningen blev det endvidere besluttet at lade museet fusionere med Ancher-parret og Holger Drachmanns huse, som allerede fungerede som museer. Denne fusion fandt sted i 2015.

Uden fundament i 100 år

Det Obelske Familiefond har støttet renoveringen med 20 mio. kr., og fondets formand, Christen Obel var sammen med blandt andre kulturminister Bertel Haarder på talerstolen i forbindelse med åbningen for at udtrykke sin glæde over det færdige resultat.

Oven i den oprindelige bevilling kom i øvrigt et lille kuriosum af en ekstrabevilling på 1,3 mio. kr. i 2015, da det i forbindelse med renoveringen af gulvet i hovedbygningen viste sig, at der intet fundament var. Under gulvbrædderne var der ganske enkelt intet andet end flamingo og sand.

Trods den rustikke charme, det kunne have tilført de gamle skagensmalerier at blive beskuet af gæster stående på det rene sand, var det dog efter museets bedste overbevisning mest hensigtsmæssigt af hensyn til både bygning og billeder, at der blev isoleret og støbt et ordentligt fundament, så også fremtidige generationer af museumsgæster nu har noget at stå på. 

Foto: Skagens Museum og Lars Horn

Relaterede nyheder

Det har vi støttet

Se flere projekter

Projektet

Find ud af, hvilke aktiviteter der er støtteberettigede. Bliv inspireret af tidligere projekter, der har modtaget støtte.

Ansøgningen

Læs ansøgningskriterier og -retningslinjer grundigt. Opret en profil og indsend din ansøgning online.

Behandling

Vi modtager ansøgner løbende med en forventet behandlingstid på 3-5 måneder. Følg med i behandlingen på ‘Min side’.