Kunst

Tivoli-Garden: den gamle garde går nye veje

21/04-2017

Tivoli-Garden er tradition og fornyelse. Det er talentudvikling, musikglæde, disciplin, koncerter og parader. Og nu er det også et stort gallashow.

Tivoli-Garden er et hæderkronet og let genkendeligt dansk brand og symbol, som de fleste kender fra sommerture i Tivoli. Men Tivoli-Garden er også en elite-musikskole med ca. 90 børn, der optræder i Tivoli-Gardens Musikkorps, Tamburkorps og Fanevagt.

Fra børnene starter som 8-årige, gennemgår de en intens musikalsk uddannelse på blæseinstrumenter og slagtøj, indtil de som 16-årige forlader Tivoli-Garden igen. Mange for at forfølge en musikalsk karriere på konservatoriet eller andre steder.

Tivoli-Garden består dels af Tamburkorpset, som er de 20 yngste på 8-11 år, der spiller fløjter og trommer, dels Musikkorpset, som er et fuldt besat harmoniorkester på knap 50 unge musikere, og endelig Fanevagten, som består af godt 20 gardere, der specialiserer sig i eksercits, stomp m.m.

Piger i trøjen

Tivolis motto er 'Altid som aldrig før'. Således også med Tivoli-Garden, som i 2019 kan fejre 175 års jubilæum. Den aldrende ungdomsgarde sætter en ære i at opretholde de gamle dyder og discipliner, men lægger samtidig vægt på at forny indpakningen.

For eksempel blev der i 2015 - som var 100-året for indførelsen af stemmeret til kvinder i Danmark - for første gang optaget piger i Tivoli-Garden. Nøjagtig ni piger startede i september 2015 i Tivoli-Gardens musikskole.

Året efter var det første hold piger uddannede, så man i 2016 for første gang kunne se piger gå march under bjørneskindshuerne i de rød-hvide uniformer. Det var noget af et nybrud for den traditionsrige institution, som i 1844 blev stiftet efter forbillede af Livgardens Tambourkorps under navnet 'Det lilliputiske militær', og som absolut kun var for drenge.

Kom til Gardens Gallashow

Men også på aktivitetsområdet er der nybrud. I februar holdt Tivoli-Garden urpremiere på det helt nye format, Tivoli-Gardens Gallashow, som er et stykke showteater, der involverer alle Gardens 90 børn. Showet løb af stablen i Tivolis Koncertsal og bliver ifølge Tivoli-Gardens leder, Lars Søgaard en tilbagevendende begivenhed. Ikke mindst for at inspirere andre børn:

”Vores børn og unge er så fulde af talent, men Tivoli-Gardens parader og ugentlige koncerter på Plænen har nogle faste formater, som slet ikke bringer alle talenterne i spil. Med den nye forestilling udvikler Garden sig og bidrager med nyt til Tivoli, og hver eneste dreng eller pige udvikler sit kunstneriske talent. Og forhåbentlig kan Gardens børn inspirere andre børn,” siger han.

Målgruppen for gallashowet er således familiepublikummet i almindelighed og børn i samme aldersgruppe som garderne i særdeleshed. Tivoli-Gardens Gallashow spiller i 2018 i juli i Tivolis Koncertsal. 

Det Obelske Familiefond har i perioden 2011-13 og igen 2014-16 støttet Tivoli-Gardens talentarbejde, og har netop bevilget endnu en donation på 3 mio. kr. frem til 2019.

Relaterede nyheder

Det har vi støttet

Se flere projekter

Projektet

Find ud af, hvilke aktiviteter der er støtteberettigede. Bliv inspireret af tidligere projekter, der har modtaget støtte.

Ansøgningen

Læs ansøgningskriterier og -retningslinjer grundigt. Opret en profil og indsend din ansøgning online.

Behandling

Vi modtager ansøgner løbende med en forventet behandlingstid på 3-5 måneder. Følg med i behandlingen på ‘Min side’.