Kunst

Ud med teatret! Helt ud til borgerne

25/08-2015

Kom til "Klods Hans" - en opera for børnehaver og indskoling, oplev livestreaming af skoleforestillinger og -koncerter direkte i klasseværelset eller den lokale biograf, og chat med teatret før, under og efter forestillingen, eller deltag i workshops i lokalområdet, som kulminerer med en regional særforestilling.

Der er mange farver på paletten i Det Kongelige Teaters nye outreach-initiativ KGL+. Visionen med projektet er, at teatret "opleves relevant og værdiskabende for alle borgere gennem kunst." KGL+ har dog et særligt fokus på at bringe flere børn og unge i kontakt med teatret.

Og allerede i initiativets første sæson 2014/15 har KGL+ været en bragende succes. 92.745 børn og unge har deltaget i workshops, læringsforløb og oplevet forestillinger. Ikke alene i teatrets egne huse - Gamle Scene, Skuespilhuset og Operaen - men også igennem en lang række lokale aktiviteter rundt om i landet eller igennem involvering af børn og unge i teatrets arbejde via de digitale medier.

Lær gennem kunsten

Det samlende motto for Det Kongelige Teaters nye indsats blandt børn og unge er: "Børn og unge skal ikke lære om kunst, men gennem kunst." Hensigten er blandt andet, at succesoplevelser med deltagelse og involvering i kunstneriske processer og kulturelle læringsforløb skal være med til at styrke selvtilliden hos børn og unge.

Teatret har på den baggrund udviklet et bredt udbud af aktivitetsmuligheder i tæt dialog med blandt andre skoler, institutioner og kommuner. Det drejede sig i sæson 2014/15 dels om en række forskellige workshops og læringsforløb, men også et særligt program med skoleforestillinger og -koncerter og hele 95 forskellige åbent hus-arrangementer.

Det Obelske Familiefond støttede i 2012 Det Kongelige Teater med 9 mio. kr. fordelt over en treårig periode. Donationen var øremærket til at intensivere og professionalisere arbejdet med formidling og outreach og blev anledning til oprettelsen af KGL+, som ud over viften af tilbud til børn og unge også har et spændende og varieret program for voksne.

Se det samlede program for KGL+

Relaterede nyheder

Projektet

Find ud af, hvilke aktiviteter der er støtteberettigede. Bliv inspireret af tidligere projekter, der har modtaget støtte.

Ansøgningen

Læs ansøgningskriterier og -retningslinjer grundigt. Opret en profil og indsend din ansøgning online.

Behandling

Vi modtager ansøgninger løbende med en forventet behandlingstid på 3-5 måneder. Følg med i behandlingen på ‘Min side’.