Fokus på varige sociale forandringer for børn, unge og deres familier

Det Obelske Familiefond lancerer nu en ny strategi for fondets sociale uddelingsområde. Målgruppen udvides, mens fokus snævres ind til tre områder, hvor der er behov for indsatser og nye løsninger til gavn for de mest udsatte og sårbare børn og unge.
Meningsfulde fællesskaber er afgørende for dannelse af det enkelte menneske og udvikling af samfundet som helhed, og det står som en grundpille for Det Obelske Familiefonds bevillinger på socialområdet. Nu udvider fondet målgruppen for projekterne, så det ikke længere kun er udsatte unge, men både børn og unge – og også deres familier, der tænkes ind i fondets støtte.
– Vi forstår familie og fællesskab som grundlaget for, at vi som mennesker kan udvikle os og trives. Vi tror på, at alle mennesker har ressourcer og potentiale for forandring, og med afsæt i familie og fællesskaber vil vi gerne bidrage til at sikre de bedst mulige betingelser for børn og unges livsmestring. Vi lægger vægt på at inddrage og styrke deres egne ressourcer, forklarer Trine Nyby, der er områdechef på socialområdet.
Nye fokusområder: Kriminalitet, stofmisbrug og neurodivergens
De almennyttige bevillinger i Det Obelske Familiefond er drevet af et ønske om at udvise social ansvarlighed. Med tre nye fokusområder på socialområdet målretter fondet sine bevillinger, så de er med til at løfte nogle af de tungeste samfundsudfordringer.
– Vi har valgt at fokusere på nogle af mest udsatte og sårbare børn og unge, som i den grad har brug for en ekstra indsats for at blive en del af vores fællesskaber og have mulighed for at skabe en fremtid og et godt og trygt liv. Det er komplekse områder, som kræver vedvarende opmærksomhed og prioritering. Det vil vi gerne være med til at tage et tydeligt ansvar for, lyder det fra Trine Nyby, som fortsætter:
– Der er ingen nemme eller hurtige løsninger, men vi tror på, at vi kan være med til at skabe forandring på den lange bane ved at bringe familiens og fællesskabets samt børn og unges egne ressourcer i spil.
Støtte til både umiddelbare behov og langvarige forandringer
I Det Obelske Familiefond glæder teamet på socialområdet sig til at modtage ansøgninger inden for de nye fokusområder.
– Vi fortsætter med at arbejde ansøgerdrevet, fordi vi ønsker at være lydhøre over for feltets behov. Med en ansøgerdrevet tilgang har vi mulighed for at respondere hurtigt på målgruppernes umiddelbare og måske nye behov. Det har vi en lang tradition for og gode erfaringer med, fortæller Trine Nyby.
At skabe varige sociale forandringer kræver dog også strukturelle og systemiske forandringer, som ligger ud over det, de enkelte ansøgere kan løfte alene. Derfor arbejder Det Obelske Familiefond fremover også mere aktivt med at udvikle partnerskaber, der kan sætte viden og erfaringer i spil og forhåbentlig udvikle nye løsninger på tværs af faggrupper og sektorer.
– Langsigtede sociale forandringer forudsætter, at vi på tværs af sektorer og faggrupper sammen tør tænke nyt og gøre op med vores gængse tankegods og praksis. Som fond har vi den fordel, at vi kan være mere risikovillige, og at vi er uafhængige og kan agere både tålmodigt og modigt, siger Trine Nyby.
Kriminalitet – forebyggelse og færre tilbagefald
Børn og unge, der tidligt i livet kommer i berøring med kriminalitet, har stor risiko for at begå ny kriminalitet. Det kan have alvorlige og vidtgående konsekvenser for deres liv og for deres muligheder for uddannelse, job og deltagelse i sociale fællesskaber. En plettet straffeattest kan være en hindring for at få foden indenfor.
– Kriminalitet starter ofte med små forseelser og vokser derfra. Den er typisk tæt forbundet med komplekse sociale problemer som afsavn, misbrug, stigmatisering, vold, negative fællesskaber og fravær af stabile voksne, forklarer områdechef Trine Nyby.
Der er derfor brug for helhedsorienterede løsninger, som inddrager familien og centrale ressourcepersoner i børn og unges opvækst med henblik på at bryde risikoadfærd og forebygge kriminalitet på kort og på langt sigt.
Omkring 30 % af unge, der løslades fra fængsel eller dømmes for kriminalitet, begår ny kriminalitet inden for to år. For de helt unge under 17 år er det over 40 %. De tal har været de samme de sidste 20 år. Det Obelske Familiefond vil bidrage til at bryde den negative spiral.
– Der findes en del viden om, hvad der virker i forhold til at forebygge kriminalitet og resocialisere unge, der har begået noget kriminelt. Men vi ser, at der mangler ressourcer og sammenhæng mellem indsatser under og efter afsoning, forklarer Trine Nyby.
Det Obelske Familiefond er desuden opmærksom på, at der er behov for initiativer, der bidrager til at afstigmatisere og nedbryde tabuer forbundet med kriminalitet.

Stofmisbrug – forebyggelse, viden og opsporing
Den øgede tilgængelighed og fremkomsten af nye farligere stoftyper betyder, at der er et stort behov for særlig opmærksomhed på området netop nu.
– For nogen vil et stofmisbrug være starten på en menneskelig og social deroute og føre til massiv udsathed. Det er derfor oplagt at bidrage til at forebygge stofmisbrug, og at børn og unges misbrug opdages i tide og afhjælpes hurtigt, siger områdechef Trine Nyby.
Aktuelt ses en bekymrende udvikling på området: Stoffer er blevet tilgængelige for alle børn og unge, da stofsalget er flyttet fra gaden til digitale platforme, hvor børn og unge eksempelvis via sociale medier eksponeres for lettilgængelige stoffer i alle afskygninger.
– Derudover er udbredelsen af nye stoftyper som opioider bekymrende. De er voldsomt afhængighedsskabende og potentielt livsfarlige, og desværre viser undersøgelser, at de er udbredt blandt både nye og helt unge målgrupper, siger Trine Nyby og fortsætter:
– Det er helt afgørende at overvåge udviklingen nøje og kunne reagere hurtigt og koordineret med tidlige interventionsstrategier målrettet børn og unge for at undgå potentielle kriser, som dem der ses i USA og Sverige lige nu. Det kræver hurtig kapacitetsopbygning og nye typer af viden, koordinering og samarbejde på tværs af aktører.

Neurodivergens
Et stigende antal børn og unge lever med neurodivergens, herunder ADHD og autisme. De kan have brug for særlige rammer og støtte til at fungere i institution, skole, job og foreningsliv. Men der går ofte adskillige år fra de første symptomer opstår, til den rette støtte sikres.
– Neurodivergente børn og unge er i større risiko for at mistrives og udvikle belastningsreaktioner som stress, angst, skolevægring og misbrug. Og desværre oplever alt for mange børn, unge og deres familier livet med neurodivergens som én lang forhindringsbane, hvor den nødvendige støtte først igangsættes sent som følge af alvorlige belastningsreaktioner, forklarer områdechef Trine Nyby.
Det har konsekvenser. Markant flere børn med autisme eller ADHD end gennemsnittet forlader folkeskolen uden et eksamensbevis, og det samme billede tegner sig i forhold til at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse. De kan på sigt få sværere ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Det Obelske Familiefond vil derfor arbejde på at forebygge de mange afledte problematikker af livet med neurodivergens.
– Vi vil bidrage til udvikling af mere fleksible fællesskaber i skole, job og fritidsliv, som tilgodeser neurodivergente børn og unge. Det kræver, at viden og erfaringer deles på tværs af institutioner og sektorer. Vi ønsker også at være med til at udvikle mere helhedsorienterede støtteindsatser til særligt sårbare grupper af neurodivergente børn og unge, siger Trine Nyby.

Kontaktperson


Trine Krab Nyby
Områdechef – SocialområdetTrine Krab Nyby driver og udvikler indsatsområdet ‘Det social område’ og har særligt fokus på at etablere en ny aktiv arbejdsform i arbejdet med unge i udsatte positioner.
Trine er uddannet cand.scient.soc. fra sociologisk institut på KU og har en Master of Business Development fra CBS. Hun har mere end 15 års erfaring med socialområdet, bl.a. som direktør i RådgivningsDanmark og souschef i Børnerådet.
Trine har været en del af Det Obelske Familiefond siden sommer 2024, og du finder hende til daglig på kontoret i København.
+45 61 31 70 62
tkn@obel.com