Nyheder

Fælles fondsinitiativ skal fremme nye kunstneriske udtryk og oplevelser

By 11. maj 2020maj 13th, 2020No Comments

Det Obelske Familiefond går sammen med Statens Kunstfond, kulturministeren og en række andre private fonde om et nyt initiativ, som skal fremme nye kunstneriske formater og kunstoplevelser.

Samfundets nedlukning har drastisk ændret vores hverdag. En konsekvens heraf er, at publikum ikke længere kan møde kunsten på vanlig vis. Alligevel ser man kunstlivets institutioner og aktører udvise stor kreativitet for at komme publikum i møde. Men der mangler støtte til at kunne udvikle nye formater, der på en systematisk og professionel måde imødegår det vakuum, som kunsten befinder sig i.

Derfor går Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Bikubenfonden, Det Obelske Familiefond og kulturministeren for første gang sammen om det fælles fondsinitiativ Sammen om kunsten, som skal understøtte den fortsatte kreative udfoldelse af kunsten og kunstinstitutionerne i Danmark.

Fakta om Sammen om kunsten

Den fælles indsats har til formål at understøtte kunstnere samt kunst- og kulturinstitutioner til at udvikle og præsentere nye eksperimenterende kunstoplevelser og -former inden for rammerne af coronakrisens restriktioner og den delvise genåbning. Med de nytænkende projekter vil publikum kunne møde og mærke kunsten på trods af krisen.

Ansøgning

Du ansøger hos den enkelte fond. Du kan se, hvilke indsatsområder Det Obelske Familiefond støtter under Sammen om kunsten her. Fondsinitiativet er et ekstraordinært tiltag. Det er fortsat muligt for ansøgere at søge Det Obelske Familiefonds indsatsområder på almindelig vis.

Ansøgere, der ønsker at søge støtte under Sammen om Kunsten, kan ansøge fra den 18. maj. Der findes ikke et særskilt ansøgningsskema.

Læs fælles pressemeddelelse fra fondene her.

Foto: SUPERFLEX. One Two Three Swing!, Copenhagen Contemporary 2018, fotograf Anders Sune Berg