Hvad vil vi?
Stofmisbrug blandt børn og unge har en lang række alvorlige konsekvenser. Misbrug går ud over sundhed og trivsel og har også betydning i forhold til at deltage i uddannelse, job og sociale fællesskaber. For nogen vil et stofmisbrug være starten på en menneskelig og social deroute.
Desværre går der ofte meget lang tid, fra et misbrug hos børn og unge opstår, til at de får den rette hjælp. Risikoadfærd kan forveksles med normal ungdomsadfærd, og desuden er området præget af tabu og mangel på viden, hvilket kan afholde både pårørende og fagprofessionelle fra at gribe ind.
Et stofmisbrug er typisk tæt forbundet med komplekse sociale og psykologiske problematikker som afsavn, psykisk sygdom og traumer, hvor stoffer bruges som selvmedicinering i forsøget på at håndtere smertefulde livsvilkår.
Der er derfor brug for både fokuserede og helhedsorienterede løsninger, hvor også familie og andre vigtige fællesskaber inddrages.
Hvad støtter vi?
- tidlig opsporing og forebyggelse af alvorlige misbrugsproblematikker hos børn og unge.
- udviklingsprojekter på tværs af faggrupper og sektorer.
- virksomme gratis tilbud og oplysning, som kan være med til at nedbryde tabuer, sikre rettidig hjælp og støtte samt bidrage til skadereducering.
- indsatser rettet mod børn og unge, som kæmper med både misbrug og psykisk sygdom (dobbeltdiagnoser).
- sociale organisationer, foreninger og institutioner samt offentlige institutioner. Gerne i tætte samarbejder.
- afprøvede succesfulde indsatser og nytænkende udviklingsprojekter målrettet børn, unge og familier inden for fokusområderne.
- flerårige projekter med langsigtede potentialer for målgrupperne og tydelige skalerings- og forankringspotentialer.
- initiativer, der bidrager til at afstigmatisere og nedbryde tabuer og sikre bedst mulige betingelser for børn og unges livsmestring ved at inddrage deres egne ressourcer.
Kontakt os før en ansøgning
Sine Kirkegaard
Projektchef – SocialområdetSine arbejder som projektchef på socialområdet. Hun deltager i sagsbehandlingen af ansøgninger og bidrager samtidig til udviklingen af fondets strategiske arbejde inden for de tre fokusområder: neurodivergens, kriminalitet og stofmisbrug.
Sine har en baggrund som seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og har mere end 10 års erfaring med udviklings- og forskningsprojekter i samarbejde med fonde, offentlige aktører og civilsamfund. Sine har ansvar for viden og analyse på det sociale uddelingsområde samt for opbygning og vedligeholdelse af fondets vidensgrundlag inden for de tre sociale fokusområder. Hendes arbejde bidrager til at sikre et solidt vidensniveau i fondets sociale indsatser og i udviklingen af større strategiske partnerskaber.
Sine har været en del af Det Obelske Familiefond siden oktober 2025 og er til dagligt på fondets kontor i København.