Statens Museum for Kunst

Foto: Haegue Yang på Statens Museum for Kunst, 2022
Udstillingsrække med transnationale kunstnere i en globaliseret verden
Lige nu kan du for første gang i Danmark opleve den anerkendte sydkoreanske kunstner Haegue Yang med en stor soloudstilling på SMK. Træd ind i et kunstnerens univers med roterende persienner, lysende elpærer, raslende bjælder og en lugt af krudt og vilde blomster.
Målet med de tre udstillinger er at sætte fokus på nationalitetsforståelse gennem væsentlige værker af en række vigtige og toneangivende kunstnere med transnational baggrund. På det mere overordnede plan er målet at reflektere over både SMK’s og en bredere offentligheds forestillinger om det nationale og den danske og vestlige kunsthistorie.
Udstillingstitlen Double Soul refererer til Yangs interesse for dobbeltheder – både som afsæt for sine kunstværker og som konsekvens af sit splittede liv mellem Berlin og Seoul. I sin kunst undersøger hun sammenhænge mellem tilsyneladende modsætninger, som for eksempel traditionel og moderne kultur, industriel masseproduktion og håndværk, og det hverdagslige og det exceptionelle. Yangs værker optræder derfor også ofte i par eller grupper og beskæftiger sig med ekkoer, spejlinger, paralleliteter og gentagelser.
Det Obelske Familiefond støtter udstillingsrækken på SMK, hvor i alt tre samtidskunstnere med transnational baggrund arbejder med forestillinger om det nationale og det transnationale i globaliseret verden. SMK stiller spørgsmålet: Hvad betyder det for kunsten og kunsthistorien, at værker ikke længere skabes i snæver tilknytning til en afgrænset, national kultur, men i stedet bliver til i udvekslingen mellem flere kulturer?