Andre Horisonter #2
Opgang 2 skaber andre horisonter for udsatte unge i udskolingen og på ungdomsuddannelser
Opgang2 i Aarhus er en kulturinstitution med mange aktiviteter, tilbud og afdelinger – herunder et ungdomsspor med et professionelt turnéteater, som i 2018-2020 udviklede dramakonceptet ’Andre Horisonter’. OPGANG2 TURNÉTEATER bruger kunst og kultur til at skabe fællesskab, sammenhold og forståelse for forskellighed hos unge i udskolingen og på ungdomsuddannelser. Konceptet har dokumenteret effekt i forhold til at skabe mere inkluderende fællesskaber og øget livsglæde hos eksklusionstruede unge.
Nu udruller OPGANG2 TURNÉTEATER ’Andre Horisonter#2’ til ti kommuner rundt i hele Danmark. Helt konkret vil det betyde, at mere end 5.000 skoleelever bliver tilbudt at være med i dramaworkshops både før og efter de har oplevet en professionel ungdomsforestilling. Gennem udbredelse og forankring af lokale kulturaktiviteter vil OPGANG2 TURNÉTEATER fortsat arbejde for at styrke sårbare unges trivsel. Målet er, at øge livsmod og livsappetit hos unge, som har ringe adgang til ungekulturaktiviteter lokalt – med fokus på dem, som er i risikogruppe for at droppe ud af skolen.
Det Obelske Familiefond støtter støtter Opgang 2 i 2021-2024.